Billedkunst C

I billedkunst C får du både praktisk og teoretisk viden om maleri, skulptur, installation og arkitektur som udtryksform.

I faget billedkunst på C-niveau lærer du at skelne mellem personlig kunstoplevelse og analytisk tilgang. Du lærer at forstå kunstfaglige tekster på et elementært niveau og at løse enkle analyseopgaver ud fra andres eller egne billeder.

Du får bl.a. undervisning inden for emner som:

  • Praktisk, analytisk og teoretisk undersøgelse af almene, kunstfaglige og æstetiske problemstillinger visuelle værker, fænomener og kulturer med følgende spredning:
    • før og efter 1800 og fra de seneste 10 år, med hovedvægt på sidstnævnte periode
    • forskellige værktyper, medier og udtryksformer, herunder digitale
    • danske, vestlige og ikke-vestlige udtryk, herunder international samtidskunst
  • Elementære analytiske tilgange til at forstå visuelle fænomeners form, indhold og kontekst udvalgte teorier til at belyse almene, kunstfaglige og æstetiske problemstillinger
  • Ideerne og strategierne bag visuelle udformninger
  • Æstetiske og innovative processer  

Ud over den teoretiske undervisning arbejder du sideløbende praktisk med selv at skabe fx malerier, skulpturer, installationer, arkitektur m.m. Du lærer at kommunikere om og ved hjælp af visuelle udtryk.

Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, korte kursusforløb og projektperioder, hvor du arbejder individuelt eller i gruppe. I slutningen af undervisningsperioden skal du udarbejde et selvstændigt, individuelt projekt. Fælles for alle arbejdsformer er, at processen og opgaveløsningerne skal samles i en portfolio.

It bruges i undervisningen blandt andet som kommunikationsmiddel, billedreproduktivt medie og til informationssøgning.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve.

Den mundtlige prøve består af to dele og indeholder en prøve i dit eksamensprojekt samt i det teoretisk-analytiske stof på grundlag af en opgave, som tager udgangspunkt i din portfolio. Der er ca. 60 minutters forberedelse og en eksaminationstid på ca. 30 minutter.