57 gymnasieelever bygger to brønde i Ghana
I denne uge tog 57 elever afsted fra Rungsted Gymnasium mod deres to partnerskoler i Kumasi – 300 km fra hovedstaden i Ghana. Formålet var at deltage i indvielsen af de to store vandbrønde, som eleverne på Rungsted Gymnasium har betalt for gennem indsamlede midler fra et eget motionsløb på Rungsted Gymnasium i april 2024.
28. november 2024
Vi indsamlede over 100.000 kr. til to vandbrønde
For en uge siden satte 57 elever fødderne på afrikansk jord. Men for at blive klogere på formålet for turen til Afrika, skal vi helt tilbage til april, hvor vi har afholdt et motionsløb.
Her sled og sleb 800 elever sig igennem, og kom ud på den anden side med et kæmpe indsamlet beløb på mere end 100.000 kr. Dermed blev der nok penge til, at begge partnerskoler kunne få etableret en vandbrønd, som ville skaffe rent drikkevand på skolerne samt i den tilhørende landsbyer. Begge partnerskoler er placeret i Kumasi, og det vakte stor glæde for de danske gymnasieelever, at se de etablerede vandbrønde, som allerede var i fuld brug, og som sparer børnene fra at skulle hente vand langvejs fra, og som løfter sundheden på skolen, når vandet ikke længere er fyldt med bakterier. På skolen YFC forsyner brønden også hele den tilhørende landsby, hvor ingen huse har indlagt vand.
”Fedt at se, at man gør en helt konkret forskel” – Amalie Thygesen
57 elever på Rungsted Gymnasium på tværs af 18 klasser i 2.g og 3.g havde meldt sig til at deltage i studieturen til Ghana, hvor formålet var at følge vandprojektet helt fra motionsløbet i april, og helt hen til de små vandhaner på skolerne, hvor skolebørn nu for første gang både kunne drikke vand og få et udendørs koldt brusebad (ingen af delene findes i deres hjem) – begge dele var en gave, som sendt fra himlen – fortalte de to skoler.
”Det er bare virkelig fedt, at man helt konkret kan se og føle, at man har gjort en forskel. Tænk, at vi bare ved at løbe nogle få kilometer en eftermiddag har kunne give disse børn og landsbyer så meget, det er bare vildt at have været med til og vildt at få lov at se det i virkeligheden,” fortæller Amalie Sommer Thygesen, der går i 3.c.
Udover de to vandbrønde medbragte de 57 elever en lang række indsamlede donationer til skolerne, og Rungsted Gymnasiums store velgørenhedsudvalg har gennem de sidste 2 år også indsamlet ekstra midler, ligesom lokale og forældre har hjulpet med at indsamle donationer.
Eleverne rejste af sted til Ghana med fyldte kufferter med penalhus, notesbøger, tomme vanddunke, fodboldtøj fra HUI/HUK, brugte telefoner doneret fra TIVOLI til lærerne på skolerne (deres første telefon) og masser af fodboldtøj og -støvler.
”Det er bare så meningsfuldt at se, at ens arbejde gennem så lang tid, gør en så stor forskel for så mange børn. Og når jeg deltager i skolens velgørenhedsudvalg gør det min hverdag på gymnasiet endnu mere meningsfuld, jeg føler, jeg kan bidrage i verden – og samtidig får relationer på tværs af hele gymnasiet”, fortæller Emma Jean Bruus-Jensen, der går i 3.f.
Skolelederen, Ibrahim, fra YFC besøgte Rungsted Gymnasium for 2 år siden, hvor han mødtes med gymnasiets velgørenhedsudvalg på 25 elever, og her fortalte Ibrahim, at manglen på drikkevand var et kæmpe problem på skolen – og nu to år senere, har eleverne på Rungsted Gymnasium fået løst et af de helt store sundhedsproblemer for YFC.
”Det her kan man ikke lære ved at læse i en bog” – Ruth Kirkegaard
Rektor Ruth Kirkegaard rejste med på turen, som én af i alt 4 rejselærere. ”Vi har set alle sider af landet, og vi har haft god tid til at tale og reflektere over vores oplevelser. Vi har talt om alle de kontraster, vi har set og mødt – og vi har talt de store perspektiver (hvordan kan Europa bedst støtte et land som Ghana) og de små perspektiver (er det bedst, at jeg giver børnene en kuglepen, eller at jeg køber en ananas af dem?).
Vi har vandret i Ghanas smukke regnskov, mens vi har talt om, hvordan den bedst passes på i fremtiden. Vi har kørt i timevis på Ghanas helt ramponerede veje, som Kina er i gang med at lappe, mens vi har talt om hvorvidt de ramponerede veje er at foretrække fremfor, at Kina rykker ind og reparerer dem – og måske skal have noget til gengæld?
Vi har mødt en uforståelig fattigdom overalt, hvor familier bor i jordstampede huse, hvor el og vand slet ikke findes i nærheden, men hvor glæde, gæstfrihed, smil, latter og imødekommenhed var allerstørst. Det gav virkelig eleverne på Rungsted Gymnasium stof til eftertanke samtidig med en stor taknemmelighed over deres liv og opvækst i Danmark, men også en stor forståelse for verdens ulighed,” fortæller Ruth Kirkegaard og fortsætter:
“Vi tror og håber, at oplevelserne vil bo i dem, give alle elever en ny verdensforståelse, og at de vil tage disse nye perspektiver med sig ud i livet. Vi tror ikke på, at disse ting kan læres fra en bog eller film, man skal være der, når de små afrikanske børn tager vores hænder og vil danse med os – eller når de små elever bare smiler og vil sidde på skødet af os – eller flette vores hår – eller når stanken på lossepladsen ikke vil ud af vores næsebor igen.”
Entreprenørskab og iværksætteri i Ghana
Før turen til Ghana var alle 57 elever blevet undervist på fire workshops på Rungsted Gymnasium, og her var fokus særligt på entreprenørskab og iværksætteri i Ghana, som et gennemgående tema.
Hjemmefra havde eleverne haft kontakt med ambassaden i Accra over Skype, hvor de fik info om geopolitik og den nye danske Afrika strategi samt andre landes voksende og store interesse for Afrika. De havde på vores workshops besøg af en dansk virksomhed, Alumichem, i Birkerød, der arbejder med at sikre rent vand i Ghana. Peter Blom, dansk it-entreprenør holdt også oplæg for de 57 elever om, hvordan hans firma bidrager til at skabe digital infrastruktur i Ghana. Eleverne lavede desuden en case om Fanmilk (nu en del af Danone), som er startet af en dansker i 1950’erne og stadig præger gadebilledet i Ghana. Derfor har muligheder og udfordringer i forhold til at starte virksomhed i Ghana været et fokuspunkt i forberedelsen, men også centralt på turen.
Færdselsuheld skabte nye skolevenner
Turen til Ghana bød på både planlagte og spontane oplevelser, for sådan er Ghana også. Hvad gør man, når 57 elever og 4 lærere fra Rungsted Gymnasium pludselig strander i timevis pga. et færdselsuheld to dage tidligere? Ja, så myldrer man ud af bussen og bliver hurtigt omringet af 100 glade børn – som tog elevernes hænder og tog dem med op til deres skole, 50 meter væk på en bakketop, hvor en stor gul bygning udgjorde skolen for 300 elever.
Her var lerstampet gulv, ingen bøger, ingen computere, ingen rindende vand og skolegården var hård lerjord, hvor opgaven i frikvartererne var at slå græsset med en lille le, sådan at det var nemt at se, hvis der lå slanger, som kunne bide de små børn.
Det var ikke nemt at forstå de ghanesiske børn, men det virker altid med en fodboldkamp og nogle sanglege, så eleverne fra Rungsted Gymnasium rullede sig ud og dansede og spillede med børnene til stor gensidig glæde.
Ghana-time blev et rejsevilkår
Eleverne på Rungsted Gymnasium har været på en krævende tur, som har fordret masser af tålmodighed og fleksibilitet, idet de nøje tilrettelagte planer konstant blev udfordret af virkeligheden i Ghana, men det var både lærere og eleverne heldigvis godt forberedte på. Så nu kender hele rejseholdet det nye begreb ”Ghana-time” – som betyder, at klokken er et meget flydende begreb, og at man ikke aner om en bustur tager 5 eller 10 timer, for ting opstår undervejs, og det indretter man sig efter.
“Vi har fået oplevelser nok til at underholde med i månedsvis. Og det glæder vi os til på skolen og hjemme i familierne, det eneste vi nok ikke orker i de kommende uger, det er flere ris, som de 57 elever har smagt i alle variationer i den forgange uge – til gengæld har vi fået fokus på hverdagens simple glæder, såsom vand i vores egne vandhaner hjemme på Rungsted Gymnasium, som er helt rent, og hvor man må drikke alt det vand, man vil – og hvor man må fylde sin vanddunk op igen og igen. Sådan er det ikke alle steder i verden, ved vi nu,” afslutter Ruth Kirkegaard.