Artikel i Politiken om besøg af tre ambassadører på Rungsted Gymnasium
Verdenssituationen, europæisk sikkerhedspolitik og NATO blev mere håndgribeligt først under en debat i fællessalen og derefter i Studiecentret, hvor otte RG elever fik mulighed for at få uddybet nogle af svarene af gæsterne, ambassadørerne Ewa Dębska (Polen), Christophe Parisot (Frankrig) og viceambassadør Markus Bollmohr (Tyskland).
14.04.2026
Uddrag af artiklen i Politiken
… Eleverne fra Rungsted Gymnasium tror på, at Europa kan klare mosten. De forstår, at verden er mere usikker, end de før har oplevet. De har ikke længere lyst til at rejse til de amerikanske stater, og de synes, det kan være nervepirrende at vide, at en stormagt som Rusland pludselig kan få friere spil i Europa, efter vores tætteste allierede gennem 70 år har vendt os ryggen. Men de mener også, at vi europæere har grund til at være håbefulde.
– EU har jo lavet sindssygt mange ting, der skal gøre, at vi kan blive mere selvstændige i forhold til USA, og det er jo ret fedt, at de har gjort det så hurtigt og har været klar på, at nu kan vi ikke lægge os op ad USA længere. Nu bliver vi nødt til selv at være de store stærke drenge, påpeger Niels Juel, der går i 3.g.
På Rungsted Gymnasium har man inviteret Weimar-trekantens ambassadører på besøg. Trekanten er et samarbejde mellem Polen, Frankrig og Tyskland og er en tirsdag morgen rykket ind i skolens sal for at svare på elevernes mange spørgsmål om den urolige verden, vi lever i…
I en verden, hvor store autokratier præger dagsordenen, er det netop det europæiske diplomati versus de store magters autokrati, der bekymrer eleverne. Emma Skimmeland fra 3. g er faktisk i tvivl, om Europa overhovedet kan handle i en verden, der brænder.
– I USA har de altid haft én præsident, hvor vi i EU har en masse individuelle lande med hver sin stemme, som skal samles. Vi kan ikke engang samles om at holde en julefrokost, når vi er 30 i en klasse. Hvordan får vi det til at hænge sammen med 27 lande? Hvordan får vi så løst en krig som i Ukraine?
Læs hele artiklen hos Politiken her:
Vi kan ikke engang samles om at holde en julefrokost, når vi er 30 i en klasse. Hvordan får vi det til at hænge sammen med 27 lande?