Debatkonkurrence – med gæst

Skarp debat om bandekriminalitet og skattepolitik på Rungsted Gymnasium

Hørsholms borgmester Morten Slotved agerede dommer i 1.g.’ernes stort anlagte politiske debatkonkurrence på Rungsted Gymnasium, hvor kampen stod om at vinde den store debatpokal hjem til klasselokalet. Som Morten Slotved sagde i sin indledende tale: ”Det er virkelig godt, at I sætter politik på dagsordenen her på Rungsted Gymnasium”.

Rektor Ruth Kirkegaard åbnede herefter partidebatten med spørgsmålet: Skal topskatten ned eller op?

 

De ti partier havde herefter hver især 1 minut til at argumentere for deres sag. Fx ville eleven, der repræsenterede Socialdemokratiet, have de stærkeste skuldre til at bære læsset, altså hæve topskatten, mens eleven der repræsenterede Det Konservative Folkeparti, ville sænke skatten generelt for at forbedre den danske konkurrenceevne.

Frigiv hash

Bandekriminalitet var næste højaktuelle emne, der blev debatteret. Eleven og klassen, der repræsenterede Liberal Alliance, ville legalisere hash for dermed at fjerne bandernes økonomiske grundlag, mens Venstre ville knokle for et trygt Danmark, og Radikale Venstre ville bruge flere ressourcer på at spotte potentielle bandekriminelle samt anvende såkaldte exit-programmer til tidligere fængslede bandemedlemmer.

Og vinderen er …

I sidste del af debatkonkurrencen serverede nye elever i panelet partiernes overordnede statements. Fx ville Enhedslisten arbejde for et samfund, hvor alle løfter i flok og hvor alle har lige chancer uanset etnicitet, mens Nye Borgerlige ville give mere frihed til individet, og både SF og Alternativet ville arbejde for en endnu mere mangfoldig kultur.

Eleverne i salen stemte til sidst elektronisk samtidig med at dommerpanelets samfundsfagslærere med borgmester Morten Slotved i spidsen udpegede vinderklassen. Det blev SF-klassen, med gode solide argumenter og faglig substans, der var mest overbevisende i debatten ifølge dommerne. Stor glæde i klasse 4, der alle kom på podiet for at modtage pokal – og lidt søde sager.