Idræt B

I idræt B lærer du at kombinere praktiske erfaringer i diverse idrætsgrene med teoretisk og videnskabelig viden inden for træning og arbejdsfysiologi.

I faget idræt på B-niveau får du en alsidig undervisning og træning med henblik på at komme i god fysisk form og at lære udvalgte idrætsdiscipliner og aktiviteter inden for områderne: boldspil, musik og bevægelse samt klassiske og nye idrætter.

Du får en teoretisk forståelse for idrættens videnskabsområder og metoder, herunder teorier om træning, livsstil og idrætsvaner. Dine praktiske erfaringer lærer du at kombinere med teoretisk viden i relation til træning og sundhed, så du bl.a. kan vurdere forhold, der har betydning for den fysiske aktivitets indflydelse på krop og psyke.

Du får bl.a. undervisning inden for følgende områder:

  • Fysisk aktivitet, hvor du udover at træne forskellige idrætsgrene også lærer om kropsbevidsthed og det at indgå i forskellige typer af samarbejdsrelationer
  • Teoriforståelse, hvor du får grundlæggende viden om anatomi og fysisk aktivitet i et trænings- og sundhedsmæssigt perspektiv samt lærer om danske forhold inden for idrætshistorie og idrætssociologi
  • Træning, hvor du bl.a. lærer at tilrettelægge og udføre målrettede grundtrænings- og opvarmningsprogrammer

Undervisningen veksler mellem teori og praksis, sådan at de praktiske discipliner integreres med teori om fysisk aktivitet, træning og sundhed, og det teoretiske stof både gennemgås som klasseundervisning og som praktisk eksperimentel undervisning.

Du kommer til at arbejde med det praktiske og teoretiske i en række tematiske forløb, og i løbet af skoleåret skal du udarbejde flere skriftlige rapporter.

Du lærer at bruge it til bl.a. at skaffe dig viden om sundhed, livsstil og idrætsvaner samt i forbindelse med forskellige testformer og bearbejdelsen af disse.

Eksamen

Eksamen består af en praktisk/mundtlig prøve.