Dimission

Idræt C

I idræt C får man alsidige idrætslige oplevelser samt viden om kroppen og dens bevægelses- og udtryksmuligheder.

Centralt i faget idræt C står den fysiske aktivitet og træning. Men du skal også lære at redegøre for centrale begreber inden for idrættens discipliner og træning samt for den fysiske aktivitet og livsstilens betydning for sundheden.

Du vil bl.a. opnå færdigheder inden for et bredt udsnit af idrætsfaglige discipliner som boldspil, musik og bevægelse samt klassiske og nye idrætter.

Du lærer om grundlæggende principper for træning, herunder om opvarmnings- og grundtræningsprogrammer, og skal lave forslag til dit eget fysiske træningsforløb med henblik på at forbedre din almene træningstilstand.

Undervisningen er organiseret i længerevarende forløb, der integrerer teori og træning i praksis, så det hele indgår i en helhed. Der vil i perioder blive arbejdet med projekter og med fysisk træning.

I 3. g gennemføres individuelt eller gruppevis et træningsforløb/-projekt af 8-10 ugers varighed.

It indgår i undervisningen i forbindelse med informationssøgning om sundhed, livsstil m.m.

Eksamen

Der afholdes en praktisk/mundtlig gruppeprøve med tre eller fire eksaminander i hver gruppe. Eksaminationstiden er ca. 24 minutter pr. eksaminand ved grupper a tre personer og ca. 20 minutter pr. eksaminand ved grupper a fire personer. Tiden fordeles med ca. 3/4 til den praktiske og ca. 1/4 til den mundtlige del af prøven. Der gives ca. 24 timers forberedelsestid.