Psykologi C

I psykologi C lærer du at analysere og reflektere over psykologiske forhold af både faglig og almen karakter.

I faget psykologi på C-niveau får du et bredt kendskab til fagets stofområder, primært i forhold til det normaltfungerende menneske. Du får bl.a. viden om menneskets udvikling, herunder betydningen af arv, miljø og kultur samt psykologiske og sociale forholds betydning for læring og motivation.

Undervisningen tager fagligt udgangspunkt i et grundniveau.

Du lærer at gøre rede for centrale psykologiske teorier og undersøgelser og at skelne mellem hverdagspsykologi og videnskabelig baseret psykologisk viden.

Du får et elementært kendskab til fagets forskningsmetoder og etiske problemstillinger og indblik i betydningen af kulturelle faktorer i forhold til menneskers adfærd. Du lærer endvidere at formidle psykologisk viden ved hjælp af et fagligt begrebsapparat.

Du får undervisning inden for følgende faglige områder:

  • Socialpsykologi
  • Udviklingspsykologi
  • Kognition og læring
  • Personlighed og identitet

Der inddrages supplerende stof i undervisningen, fx i forbindelse med det praksis- og anvendelsesorienterede, arbejds- og erhvervsrelaterede perspektiver eller videnskabelige og metodiske forhold.

Undervisningen er organiseret i temaer, og arbejdsformerne veksler mellem det lærerstyrede og det mere selvstændige arbejde, fx i projektforløb.

It indgår som et redskab i undervisningen, bl.a. i form af internet-baseret vidensøgning, formidling og it-baserede programmer med psykologifagligt indhold.