Hjertevarme Kesi dryssede stjernedrys over fantastisk RG-gymnasiefest 

Køen var lang og tålmodigheden lige så stor som gymnasieelevernes smil var brede. Iklædt hiphoptøj til fredagens temafest på Rungsted Gymnasium lyste 1.g’erne, 2. g’erne og 3. g’erne op i novembermørket på Stadionalléen.

 

Men grunden til det ekstra gode humør til netop denne gymnasiefest kan nok også findes i navnet Kesi. Musikeren Kesi var ganske exceptionelt blevet hyret til spille en lille koncert midt i festen. Og hvilken fest. Og hvilken fantastisk koncert Kesi gav. Der var ren Kesi-kærlighed fra scenen ned til eleverne, lige som der var kærlighed, blitzende mobiltelefoner og hiphophilsner den anden vej.  

 

Inden koncerten havde der svirret rygter om en aflysning, for Kesi havde forinden aflyst alle koncerter pga. en forestående operation. Men Rungsted Gymnasium har åbenbart en særlig plads i hjertet hos den unge mand, der står bag sange som Søvnløs, Mamacita, Su Casa og God dag. 

 

Gymnasiefesten sprudlede før, under og efter Kesi, hvilket ikke mindst den veloplagte DJ med overdådigt lys- og lydshow skal have æren for. Men over dem alle strålede de fantastisk glade elever, der afsluttede festen med respektfuld rundkreds – helt i Rungsted Gymnasiums ånd. 


FOTOS FØR & UNDER