Jens August Strøm, 2.b, vinder i national matematikkonkurrence

For første gang i seks år har Rungsted Gymnasium en elev, der er blandt de skarpeste i den nationale Georg Mohr-matematikkonkurrence.

Jens August Strøm var i første runde af Georg Mohr i konkurrence med hele 15.000 gymnasie- og grundskoleelever. I januar måned gik den 17-årige gymnasieelev sammen med 963 andre elever videre til anden runde i matematikkonkurrencen, hvor Jens-August Strøm løste de matematiske opgaver så godt, at han i dag er blevet kåret som vinder af Georg Mohr-konkurrencen sammen med 46 ligesindede matematikelever fra hele Danmark.

Præmien er et 3-dages vinderseminar på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenteret i Sorø, hvor faglige foredrag og sociale arrangementer danner rammen for opgaveløsninger og præmieoverrækkelse – samt muligheden for at kvalificere sig yderligere til Den nordiske Matematikkonkurrence og Den internationale Matematikolympiade i Storbritannien.