Lærerne på to inspirationsdage om AI, karaktererkløft og faglig trivsel
Hele to dage rev lærerne ud af skemaet torsdag den 26.9. og fredag den 27.9. for at blive klogere på emner som faglig trivsel og brugen af AI i undervisningen. Der blev også plads til et genbesøg af RG’s kerneværdier, og ikke mindst fyldte et større oplæg af Claus Holm, institutleder fra DPU og formand for regeringens ekspertgruppe om køn og karakterer, også en del.
29. september 2024
Lærerne dykker ned i RG: Værdierne kommer til eftersyn
Torsdag formiddag var det Rungsted Gymnasiums nedskrevne værdier, der var til serviceeftersyn. Værdier, som tidligere har været genbesøgt i bestyrelsen, blev nu diskuteret blandt lærerne. Snart skal værdierne også genbesøges af elevrådet. De nuværende værdier, globalt, socialt og udfordrende, blev behandlet i et større gruppearbejde, og der kom mange bud på dels små ændringer, dels helt nye værdier.
Drengene efter pigerne – karakterforskelle
Forskellen i karakterer mellem kønnene, var på programmet torsdag, og her blev der både før og efter forskningsoplægget, set på statistikker, der viser, at drengenes karaktergennemsnit er lavere end pigernes. Dette er også tilfældet i folkeskolen. Men hvad gør vi som gymnasium ved det? Efter oplæg og diskussion af løsningsforslag, vil pædagogisk udvalg se nærmere på området i den kommende tid.
AI – what to to?
Fredag formiddag fik lærerne fint besøg af fem tidligere elever, der blev RG-studenter i sommers. De fortalte om deres erfaringer med AI og ChatGPT i deres skolegang. Det var utrolig indbliksfuldt at få tidligere elevers perspektiver på brugen af AI i undervisningen.
”Det var både skræmmende og indsigtsfuldt at høre eleverne fortælle om, hvordan eleverne har adapteret AI og særligt chatGPT så hurtigt i deres opgaveskrivning og i den daglige undervisning på skolen. Vi har jo sandet, at AI er kommet for at blive, men vi skal nok også sande at vi skal have de hurtige løbesko på i forhold til at finde de gode løsninger på, hvordan AI skal og kan anvendes i undervisningen – og hvor og hvornår AI ikke skal anvendes”, siger uddannelsesleder Brian Dupont.
Mens lærerne har været på to inspirerende pædagogiske dage, har eleverne haft hjemmestudiedage med indlagt tid til at få afleveret større og mindre opgaver.