Ny Team Danmark-ordning – gennemfør gymnasiet med reduceret fagpakke
Vi modtager hvert år en håndfuld eliteatleter, der søger ind på gymnasiet som Team Danmark-elever. De har undervisning og eksamen på lige fod med deres klassekammerater ved siden af deres dedikation til sporten. Vi er nu blevet en del af en ny forsøgsordning, som indebærer, at eleverne stadig går i en almindelig klasse og kan gennemføre gymnasiet uden at modtage undervisning i fagene oldtidskundskab, idræt og valgfrit kunstnerisk fag. Forsøgsordningen vil blive tilbudt til kommende elever på årgang 2026, 2027 og 2028.
Skema med luft – tre fag undlades
Ordningen er blevet vedtaget for at give Team Danmark-eleverne mere overskud til både skole, træning og fritid uden at skulle gå på kompromis. Med luft i skemaet er det tiltænkt, at de skal bruge tiden på træning, lektielæsning og afleveringer. Håbet er at eliteatleterne stadig vil vælge sporten til i gymnasiet uden at det skal være på bekostning af den faglige udvikling.
– Det er en bæredygtig løsning… at man kommer igennem gymnasiet med en reduceret fagrække, så man ikke bliver ekstra belastet ved at vælge elitesport til. Siger lærer på Rungsted Gymnasium og Team Danmark-koordinator Kristian Wulff.
Sporten ses som supplement til undervisningen
Selvom eleverne får færre fag og eksaminer end deres klassekammerater, mener Kristian Wulff, at de får noget andet fra sporten som ikke altid kan trænes i klasselokalet. ”Der er noget dannelse at hente i elitesport, noget struktur, noget disciplin, noget overblik, stram styring af træning og den dannelse er direkte overførbar.”
Det er en bæredygtig løsning… at man kommer igennem gymnasiet med en reduceret fagrække, så man ikke bliver ekstra belastet ved at vælge elitesport til.