Sejlads på skemaet med KDY skaber robuste og selvsikre elever, der er klar til et produktivt skoleliv
Fire gange har eleverne i 1.s været på vandet til deres undervisning i sejlads i forbindelse med det nye samarbejde mellem RG, KDY og Sailing Innovation Lab. De har nemlig haft sejlads på skemaet i idræt, og det har givet dem robusthed og kendskab til havet.

15. maj 2025
Sejlads på skemaet er et spirende samarbejde, der skaber robuste gymnasieelever og oplevelser for livet
Tirsdag den 13. maj er en stor dag for eleverne i 1.s. De står nemlig overfor deres allersidste sejladstime og den afsluttende prøve. Prøven bliver taget på vejen over til Hven, hvor eleverne skal tilbringe nogle timer med faget biologi. Klokken 08:20 starter dagen på KDY’s hovedkontor på Rungsted Havn. Eleverne sidder i det store mødelokale på 1. sal, mens de får deres briefing. I baggrunden er der kig ud over Øresund. Her står Hven klart og tydeligt i horisonten med den skarpe sol højt over sig.
“Turen til Hven er en afrunding på sejladsforløbet i idræt c, hvor eleverne har været fire gange på vandet her i foråret,” fortæller Inge Berg, som er 1.s’ idrætslærer, og som også er den lærer, der har været med på alle deres sejladsture indtil videre.
Inge fortsætter: “Forløbet har fungeret som et fagligt forløb i idræt C, hvor eleverne har lært færdigheder indenfor disciplinen sejlads. Derudover har forløbet givet eleverne nogle unikke oplevelser, åbnet døren til de muligheder sejlads kan give, og været med til at ryste klassen sammen socialt, da sejlads i høj grad handler om at samarbejde. Dagsturen til Hven har været prikken over i’et, hvor eleverne fik lov at teste hvad de har lært, og har fået oplevelsen af rigtigt at komme på tur med sejlbådene. Og så bød hjemturen endda på en ægte kapsejlads, hvor alle bådene klarede det rigtig flot.”
Samarbejdet ”Sejlads på skoleskemaet” er opstået mellem Sailing Innovation Lab, Kongelig Dansk Yachtklub (KDY) og Rungsted Gymnasium. Formålet er, at levere en helt unik dannelse og oplevelse til de helt unge mennesker – for intet som sejlads kræver samarbejde, fokus og stærk faglighed.
En eventyrlig tur på vandet til Hven rummer meget mere end bare hygge
Klokken 09:10 sejler de første sejlbåde fra havnen. Eleverne har én instruktør med sig på hver af de seks både, som er klar til at sejle ud på farvandet mellem Hven og Rungsted Havn. Men instruktørerne må ikke bryde ind under sejladsen, det er meningen, at eleverne selv skal styre sejladsen på hele turen.
“Det var noget helt særligt, at vi kunne sejle selv. Vi er nemlig blevet meget mere sikre ombord, og vi er også blevet overbeviste om, at vi tør gøre noget, uden at få det fortalt,” fortæller Jonathan fra 1.s. “Man føler sig bestemt sikker på en båd nu.”
På vandet er der lagt to bøjer ud, som alle seks både skal manøvrere udenom og igennem, så eleverne kan vise præcis, hvad de har lært i de timer, som de har haft i sejlads. Én efter en får sejlbådene lavet deres rutiner, krydset bøjernes baner og drejet på de helt rigtige tidspunkter. Det er tydeligt at se, at eleverne ved præcis, hvad de skal gøre på hver deres båd. Hver båd samarbejder tydligt og kommunikationen mellem dem er klar.
Ida, der er på samme båd som Jonathan, nikker og stemmer i: “Det har virkelig været lærerigt, for det var først, da instruktørerne ikke måtte hjælpe os, at vi virkelig blev nødt til at bruge hinanden. Det gik op for os, at vi kunne mere, end vi egentlig troede.” Ida smiler og fortsætter: “Det var også fedt, for i vores gruppe var der nogen, der havde været der mindre end andre, og så kunne vi, der havde haft lidt mere praktisk sejlads, hjælpe til, og så klarede vi det godt.”
Både Ids og Jonathan går i 1.s, og sammen med deres to sejlkammerater og én enkelt instruktør fra KDY sejlklub sejlede de på tværs af farvandet mellem Rungsted Havn og Hven. Det var en udfordrende tur, men ikke noget som eleverne efter fire undervisningsgange på vandet ikke kunne klare.
Tværfaglig læring på vandet giver konkrete redskaber til at navigere i et liv i gymnasiet
1.s’ forløb med sejlads er et helt unikt forløb, som kun 1.s og 1.k har været igennem. Det er et tværfagligt forløb, som kombinerer idræt og et naturfag, og det er noget, som er tiltænkt at fortsætte hvert år.
For både Ida og Jonathan her forløbet været helt unikt, og de har begge været glade for at kunne få lov til at opleve sådan en type undervisning. “Jeg har sejlet førhen, men nu er jeg bestemt blevet glad for det igen,” fortæller Jonathan, da han bliver spurgt om det udbytte, som forløbet har givet. Han fortsætter: “Man lærer noget helt konkret, og det er mega fedt. Og så er det også læring på eget ansvar, fordi der faktisk er konsekvenser ved ikke at kunne det.”
Det har været et utroligt givende forløb med sejladsen, fordi eleverne netop har kunnet administrere deres egen læring. Der er direkte konsekvenser på havet, hvis ikke man har fulgt med, så det er derfor ikke en løsning. Det er noget, som har sat sig positivt hos eleverne, og som noget de kan tage med videre i deres skoleliv.
Ida fortæller også om det helt konkrete udbytte, hun tager med videre i sin skolegang: “Man skal have meget tålmodighed. Hvis der er nogen andre på båden, der ikke er helt med, så skal man kunne rumme dem. Så man lærer også helt klart at være tålmodig, og det er også noget, som jeg vil tage med videre.”
Forløbet danner inspiration til fremtiden
Igennem de mange uger, som forløbet har varet, har eleverne været mange gange på vandet, de har haft teoretisk undervisning, og så har der været eksterne oplæg fra kendte ansigter.
Ét oplæg, der særligt har sat sit præg hos mange af eleverne, er oplægget med Emil Midé Erichsen, der er kendt fra tv-serien “Kurs mod fjerne kyster”. Her har Emil og hans lillebror valgt at sejle jorden rundt i deres sejlbåd. Projektet lyder måske vanvittigt, men på bare 3 år bliver Emil og hans lillebror endnu klogere på verden, havet og sig selv.
Det er et oplæg, som eleverne har haft i slutningen af deres forløb, hvor de har været ude på vandet i sejlbådene og mærket på egen krop, hvordan sejlads kan påvirke en. Efterfølgende, har der været mange elever, der er blevet inspireret og motiveret af Emils fortælling. Så måske kan vi se nogle af eleverne fra 1.s eller 1.k sejle mod fjerne kyster engang efter gymnasiet.