Studentervogn tager første stop på plejehjem Louiselund
3.a og 3.b tog første stop på hver deres plejehjem på deres vogntur, og de var med til at skabe god stemning og minder om gamle dage for beboerne på plejehjemmene. Læs mere her!
1. juli 2024
I fredags markerede vi den allersidste dag i gymnasiet for vores studenter, da vi afholdte translokation for næsten 1000 forældre og elever. Dagen startede varmt ud med taler fra både rektor, Ruth Kirkegaard, en elev, Emma Herbst fra 3.v, og borgmester, Morten Slotved. Det var en smuk begivenhed, hvor alle studenter fik overrakt deres eksamensbevis, og udvalgte elever fik legater og priser for en særlig indsats i deres gymnasietid.
Heden i fællessalen blev på få sekunder efterfulgt af et kæmpe regnskyl, som omsluttede skolen lige da translokationen slutter, og alt imens forældre og søskende skutter sig under halvtag og det store hvide telt, som er opsat foran indgangen til gymnasiet, bliver studenterne sluppet ud til vognene.
Generationer mødes på en skelsættende dag for de unge
På parkeringspladsen foran gymnasiet står studentervognene spændt og venter, og én efter én kommer de glade studenter med de fine huer op i vognene, så de er klar til at køre afsted på deres vogntur i det danske land.
Men for to af vognene er det allerførste stop helt specielt, for de har nemlig planlagt, at de skal forbi et plejehjem hver, Sophienlund og Louiselund, så de kan sprede god stemning og højt humør for beboerne på plejehjemmene.
Høje dyt lyder, og 3.a’s vogn kører afsted på deres tur. Deres første stop er Louiselund, som er et plejehjem, der ikke ligger langt fra gymnasiet. Det er også et plejehjem, som klasser og lærere fra RG tidligere har besøgt i forbindelse med jul, undervisning og hyggelige stunder.
“Det er en kæmpe gave, at vi hvert år må sende vores to første studentervogne på besøg hos vores to venskabsplejehjem – og her er det billederne fra Louiselund, hvor 3.a var på besøg,” fortæller Ruth Kirkegaard, som også var en tur forbi Louiselund, da studenterne havde været der.
Et friskt pust for både unge som gamle
Tornadoen, som studentervognen skaber, når den kommer forbi plejehjemmet, er ikke blot fyldt med festglade, unge mennesker, den bringer også et kæmpe smil på de ældres læber, der klart kan huske tilbage på deres ungdom.
Det var heller ikke uden forberedelse, at plejehjemmet tog imod 3.a, der kom kørende med høj musik og dyt fra vognen. De havde nemlig ophængt drops med cocktails i, de havde sat mad frem til studenterne, og så havde de også sørget for lidt drikkevarer til resten af turen.
“Det var en fantastisk glæde både for de unge og de ældre at kunne juble sammen og fejre studentertiden. De unge har besøgt plejehjemmet et par gange gennem året, så det var et dejligt gensyn med flere af beboerne. Intet giver mere mening sådan en dag, end at give noget tilbage til vores ældre generation, som samtidig får alle minderne tilbage fra deres egen ungdom. Det er så rørende og livsbekræftende at se smilene både hos de ældre og unge – og vi glæder os allerede til næste års studenterfejring på Sophienlund og Louiselund,” fortæller Ruth Kirkegaard til sidst.