33 elever tager afsted på studierejser for at blive bedre til sprog og klogere på andre kulturer – RG Abroad er et ekstra tilbud med internationale studier
Gruppen af elever sidder i en rundkreds i et af de store, lyse lokaler på skolen. Hver især har de deres helt egen historie at fortælle, men én ting binder dem sammen – de har alle været en del af RG’s studierejseprogram RG Abroad. Nu er de kommet hjem efter to uger med kulturelle, sproglige og menneskelige oplevelser under huden.
1. november 2024
Efter to uger med studierejser til alle mulige forskellige destinationer i verdenen er eleverne vendt hjem, og de er indkaldt til et debriefing møde af de RG Abroad-koordinatorer, der er på skolen, og rektor, som gerne vil høre lidt om deres tur uden lærere eller voksne ud i verden.
Studierejseprogrammet styrker dine sprogkundskaber og kulturforståelse
Småsnakken mellem de elever, som er dukket op til mødet, går flydende, for selvom det ikke er alle, der kender hinanden, så har de RG Abroad tilfælles. De har nemlig alle været to uger af sted på sprogrejse, hvor de er blevet udfordret på hver deres måde. Nogen har været udfordret sprogligt, hvor de har været nødsaget til at tale det sprog, som der tales i det pågældende land, og andre har været udfordret på opholdets rammer, hvor de har skulle være omstillingsparate og klar på uforudsigelige udfordringer.
“Jeg var lidt overrasket over, at I Frankrig var der ingen, der kunne engelsk, så jeg har nok lært mere fransk på den her tur, end jeg har gjort på de 4 år, jeg har haft det herhjemme,” fortæller Arthur fra 2.b, som sidder lænet tilbage i stolen i rundkredsen med benene krydset og et smil på læben. Han fortsætter: “Jeg boede hos en ældre sød kvinde, der kun kunne snakke fransk. Hun mødte mig i lufthavnen, da jeg landede, og på bussen på vej hjem til hende kunne jeg virkelig ikke forstå noget af, hvad hun sagde, men på bussen tilbage til lufthavnen igen, der sad vi og snakkede hele vejen.”
Arthur var på sprogrejse i Montpellier, men rejste med to andre elever fra RG. Dog boede de alle hos hver deres familie, hvilket har været tilfældet hos mange af de andre RG Abroad-elever.
Men hos en af holdene, der var af sted på en RG Abroad-tur, boede de to og to. Her var de fire elever, der var rejst hele vejen til Guatemala for at arbejde frivilligt og studere spansk.
“Vi boede meget, som man gør i Guatemala. Vi havde fx ikke noget loft, og så var vores nabo en mekaniker. Han havde sin forretning i huset ved siden af vores værtsfamilie, og her havde han motorcykler og var konstant dækket i olie. Det var primitivt, men gæstfriheden var stor,” fortæller Oliver fra 2.r, som var af sted med Sylvester fra 2.k, der sidder ved hans side i rundkredsen, og to andre.
Sylvester nikker enstemmigt til Olivers ord og tilføjer: “Gæstfriheden hos værtsfamilien var virkelig god. Bedstemoren gik rundt og lavede mad til alle hele dagen, og hendes datter ryddede op. Vi måtte ikke hjælpe, selvom vi spurgte flere gange.” Sylvester og Oliver smiler, og det er tydeligt, at i det øjeblik sidder de og mindes om nogle gode oplevelser i de to uger, som de har haft hos den guatemalanske familie, som havde flere udvekslingsstuderende boende samtidig med dem.
En enestående mulighed for at blive klogere
I dette skolehalvår har vi haft en hel masse elever af sted med RG Abroad, og de har været til henholdsvis Spanien, Frankrig, Tyskland, New York, San Francisco og Guatemala. De har alle selv valgt destinationerne, men der har selvfølgelig været forskellige forudsætninger, der har gjort sig gældende. Eksempelvis har de elever, som har rejst til Frankrig, et spansktalende land eller Tyskland, skulle kunne det pågældende sprog forinden. Men motivationen for at melde sig til studieturene har alle én fællesnævner: At blive klogere.
“Jeg valgte RG Abroad, fordi det var en enestående mulighed for at opleve college,” fortæller Marcus, der går i 3.b. Han var på Wagner College i New York sammen med tre andre elever fra RG. Marcus fortsætter: “Det er jo lidt en unormal skole i forhold til herhjemme, så det er ikke noget, man kan forestille sig, indtil man er derovre. Jeg valgte det for at prøve at forstå, hvordan det er at leve som ung i New York på college. De er jo jævnaldrende med os, for i stedet for det man kan sammenligne med vores 3.g, har de det, der hedder college.”
At blive klogere er tydeligt en fællesnævner for alle eleverne, men for nogen er det at blive klogere på kulturen en større faktor, og for andre, som for eksempel Julius, der går i 3.v, er det sproget, der havde en afgørende faktor, for hans valg af RG Abroad destination.
“Jeg valgte Tyskland, fordi jeg havde valgt tysk på A-niveau, men det blev ikke oprettet, så jeg tænkte, at det her var en god mulighed for at blive endnu bedre til tysk,” fortæller Julius, der sidder lige ved siden af Marcus. Julius var afsted med en anden fra RG, men han boede for sig selv hos en værtsfamilie, der har tre børn. Julius fortsætter: “Jeg fandt så ud af, at jeg mere eller mindre kunne snakke tysk flydende. Der var kun en gang, hvor jeg blev nødt til at forklare noget på engelsk, men ellers snakkede jeg tysk hele tiden med min værtsfamilie.”
RG Abroad skaber venskaber i alle formater
Som RG Abroad-elev kan man komme til at rejse med andre elever, som man kender i forvejen, og man kan også komme til at rejse med nogen, som man ikke kender på forhånd. Det var tilfældet for nogle af de elever, der var på Wagner College i New York.
Isabel og Marcus, som sidder ved siden af hinanden i rundkredsen, kendte ikke hinanden på forhånd, og det gjorde også, at de nu skulle omstille sig til at rejse med nogle helt fremmede. Isabel sætter nogle ord på, hvordan det var at rejse med nogen, som man ikke kendte på forhånd:
“Vi lavede tit ting sammen i løbet af de to uger, vi var afsted. Vi tog tit med færgen til Manhattan. Vi blev lidt en gruppe af at rejse sammen,” fortæller Isabel og smiler. Hun går i 3.c. Marcus nikker til det Isabel siger, og så tilføjer han:
“Vi endte med at kende hinanden meget bedre efter turen, og det styrkede fællesskabet. Vi startede jo med at stå der uden at kende hinanden, og nu skulle vi bare ud og rejse sammen. Men man ender lidt med at acceptere det, og nu når vi er ude sammen, kan man ligeså godt få det bedste ud af det.” Både Marcus og Isabel smiler med de ord, for de var nemlig nogle af dem, der slet ikke kendte hinanden.
På den anden side kan det også ske, at du rejser med nogen, som du kender rigtig godt, og det har været tilfældet for Lars, der går i 3.k, som rejste med to af sine gode venner til New York for at prøve kræfter med sprogskolen.
“Vi var i New York – byen der aldrig sover, og efter anden uge var vi som indfødte,” fortæller Lars om den oplevelse de havde sammen til New York og fortæller videre om, hvorfor han valgte netop lige denne destination: “Jeg hævede engelsk til A, så tænkte at det var en oplagt mulighed til at blive endnu bedre – også i forhold til fremtiden.”