Med fællesskabet holder man sig evigt ung – 70-årsjubilarer fortæller om deres gymnasieliv
På en fortovscafé i det centrale Humlebæk sidder fem kvinder. Deres hvide frisurer pryder smukt omkring cafébordet, og indimellem bliver der stilfærdigt grint i gruppen. Det ser ud til, at kvinderne lige er blevet færdige med den lette frokost, som de har fået serveret i dagens anledning, og nu venter de bare på det stykke gulerodskage, som tjeneren på Café Lind har bagt tidligere på dagen. Hertil skal de have kaffe.
28. september 2023
Jubilæum: Gennem tiden med fem kvinder, der er indbegrebet af girl power
De fem kvinder, Lisbeth Godvin, Lise Heidesleben, Elisabeth Novstrand, Unna Toft og Bente Hanke, er alle mellem 87 og 89 år gamle. De mødes på Café Lind af en helt speciel grund denne tirsdag eftermiddag i slutningen af september. De har nemlig 70-års jubilæum fra Rungsted Gymnasium, hvorfra de dimitterede i 1953 sammen med 35 andre unge mennesker.
I dag har rektor for Rungsted Gymnasium, Ruth Kirkegaard, i øvrigt gymnasiets første kvindelige rektor, fået lov til at være med på en lytter, og høre om de “gode gamle dage. Dengang hed det ikke Rungsted Gymnasium, og lokationen var ikke helt den samme, som den er i dag. Dengang hed det Rungsted Statsskole og den lå der, hvor Rungsted private Realskole ligger i dag.
Ruth læser op fra kvindernes årbog fra 1953.
“Dengang boede der jo kostelever på skolen, og de kom fra nær og fjern i hele Danmark,” fortæller Elisabeth og fortsætter: “De var jo meget begavede, men så fik de da sig et chok, da de opdagede, at de ikke var de eneste om at være begavet.” De fem kvinder klukker i kor. Stemningen mellem de fem kvinder er afslappet, men på mange måder også frisk. Det er tydeligt at fornemme, at kvinderne har kendt hinanden længe, og at de alle, trods deres alder, er energiske og friske.
At holde sig evigt ung i sind og på krop
”Vi må holde os så friske, fordi vi mødes så tit,” siger Elisabeth med et smil på læben og de andre griner. Kvinderne mødes to gange om året, hvor de snakker om livet og minderne sammen. Elisabeth fortsætter: ”Jeg går til gymnastik to gange om ugen.” Lisbeth stemmer i: ”Jeg cykler og laver kryds og tværs.”
Unna fortsætter: ”Det handler om at lave noget hver dag. Ikke bare hver dag, men hver eneste dag. Så har man vaner, hvor man eksempelvis går en tur eller tager op og handler.”
I 1953 gik der 40 elever på Rungsted Statsskole, og her foregik skolegangen i tre faser – præcis som den gør i dag. Dog havde eleverne blot to linjer at vælge imellem, den nysproglige linje med engelsk og tysk som hovedfag og den matematisk-naturvidenskabelige linje med matematik, fysik og kemi som hovedfag.
Her var eleverne både en blanding af de kostelever, der kom fra hele Danmark af, som havde deres dagligdag på skolen, hvor de sov, spiste og gik i skole, og de elever der gik i gymnasiet som normalt. De fem kvinder var alle lokale fra området og gik derfor på gymnasiet, som helt normale gymnasieelever, så det var naturligvis også dem, der holdte sammen. Unna og Bente var begge på den matematiske linje, mens Lise, Elisabeth og Lisbeth gik på den nysproglige linje.
Ikke alle fag var lige populære
“Jeg husker matematik som et helvede. Jeg hadede matematik, og adjunkten var så strid,” fortæller Lisbeth, når hun tænker tilbage på timerne i gymnasiet.
Unna kigger på Bente og siger: “Det var sjovt, jeg synes, at han var så sød, og jeg elskede matematik.” Bente nikker i enighed: ”Det havde intet på sig, jeg syntes, at det var pragtfuldt med matematik.”
Elisabeth bryder ind: “Ja men I var jo også matematikere, vi andre var sproglige.” Kvinderne smiler og griner ved minderne om deres forskelligheder.
”Vi var jo også nogen, der var gode til matematik, og så kom man i kridthuset hos sin lærer ikke,” fortsætter Bente, og Unna tager over: ”Ja, det gjorde man. Vi var jo også kun fire piger i den klasse, så hvis der var noget knas, så kunne vi også lige snakke om det.” Unna smiler til Bente, som smiler tilbage.
For 70 år siden føltes det som en helt anden tid
Efter noget tid, hvor snakken om gamle dage har rejst gennem tiden fra minderne om befrielsen den 5. maj 1945 videre til gymnasietiden igen med både den strenge matematiklærer og den skønne gymnastiklærerinde, går snakken til sidst om børnebørnene, der selv lige har gået i gymnasiet – og nogle endda på Rungsted Gymnasium, bliver kagen og kaffen sat på bordet. Nogle ordentlige stykker med gulerodskage, der nærmest virker uoverskuelige for de ældre kvinder. Men efter noget tid med hyggelig snak og mindeværdige genkald ryger den alligevel ned med den sorte kaffe.
“Det var jo en helt anden tid. Jeg husker, at vi var så strenge ved Hr. Schjærff (skolens bibliotekar), det har jeg meget dårlig samvittighed over,” fortæller Lisbeth og de andre kvinder nikker og tilkendegiver samme følelser. En af de andre kvinder siger “Ja, vi var så irriterende”. Lisbeth fortsætter: “Sommetider var vi så slemme, at Hr. Schjærff sagde, at nu ville han gå ned til rektor og klage.” “Åh ja, vi var så stride,” siger Elisabeth og nikker i enighed.
Tiden i 1950’erne var på mange måder en anden. Der var ikke råd til, at eleverne kunne tage på ekskursioner pga. efterkrigstiden dårlige økonomi, og man var stadig Dis med underviserne. Men det er tydeligt, at kvindernes følelsesliv og overordnede oplevelse af gymnasiet ikke ligger langt fra den oplevelse, som nuværende elever i gymnasiet har. Der er både et indre og ydre pres om at skulle klare sig godt, nogle fag man synes om mere end andre og relationer med skolekammeraterne, der har sine op- og nedture.
Besøget hos de fem kvinder i Humlebæk satte efterfølgende tanker i gang, da deres snak om gymnasietiden ikke lyder så forfærdelig anderledes fra den, som vores 800 elever oplever i dag. Det var en beundringsværdig og livsbekræftende oplevelse at få med hjem til gymnasiet, da kvindernes filosofi, om at sociale relationer holder en ung, binder en rød tråd til i dag. Vores sociale fællesskab binder os sammen og holder os konstant i udvikling.