Elever kan sætte Astronomisk Observation på deres CV efter deltagelse i frivillig observationsklub
I foråret startede en helt ny klub op: Astronomisk Observationsklub, hvor en håndfuld elever tilmeldte sig. Her var der mulighed for at rejse dybere ud i det ydre univers, observere gennem et australsk teleskop og komme et skridt tættere på fjerne himmellegemer.
23. maj 2024
I løbet af foråret har den Astronomiske Observationsklub taget 8 frivillige elever med på en rejse til det ydre univers med Hans (fysik- og kemilærer) og Philip (fysik- og matematiklærer) som kaptajner.
Astronomi skaber interesse i ny og frivillig observationsklub
Klubben har mødtes nogle udvalgte torsdage, hvor de har observeret himlen, identificere fænomener i rummet og farvelagt de billeder, som de har taget med det fjernstyrede teleskop FUT, som står i Australien. Eleverne har vist stort engagement i timerne og uden for timerne, og de produkter, som er kommet ud af de timer, de har været i observationsklubben, er farvelagte billeder af fænomener i universet.
“Afslutningen på RGs Astronomiske Observationsklub i foråret 2024 var, at vi tog billeder med det Fysiske UndervisningsTeleskop (FUT) med forskellige filtre den 10. april og så farvekonstruerede deltagerne det himmellegeme de havde valgt, at vi skulle tage billeder af og skrev en lille historie om himmellegemet,” fortæller Hans, som har været koordinator på projektet.
Både Julius og Amalies historier om deres himmellegeme blev udgivet på Det Fysiske UndervisningsTeleskops hjemmeside.
Eleverne som deltog i observationsklubben kan nu alle skrive Astronomisk Observation på deres CV. Tak for indsatsen.