Bæredygtighed fylder skemaet
I dag har vi afholdt fællesskabsdag. Her startede dagen med en fælles forsamling, hvor Petersen og Partners var ude og holde oplæg omkring bæredygtighed og bæredygtig investering. De var med til at sætte stemningen for dagen.
28. september 2022
“Det har været en utrolig hyggelig dag, og jeg synes, at det er rart, at vi nu lærer de nye elever bedre at kende,” fortæller Caroline fra 3.K
Da klokken runder 12:30 rejser eleverne sig på en gang op og vrimler ind imellem hinanden. Den første del af dagens opgave er sat i gang. De er alle blevet blandet på kryds og tværs af både studieretninger og årgange, og i grupper, skal de sammen finde på den bedste bæredygtige løsning til skolen, og den skal ovenikøbet kunne tages i brug med det samme.
”Fællesskabsdagen er et forum hvor vi samler alle eleverne om noget, der er vigtigt for gymnasiet. Denne gang er temaet bæredygtighed. Det har vi valgt, fordi vi arbejder med det i andre fag, det optager os mennesker, og fordi det er vigtigt for verden,” fortæller Tine Huus, som er lærer i virksomhedsøkonomi, erhvervsøkonomi, innovation og engelsk.
EN DAG, DER STYRKER FÆLLESSKABET PÅ TVÆRS
Ude i klasserne er de første idéer begyndt at tage form, og plancherne bliver overtegnet med flotte former, farver og rekvisitter. De 800 elever, som går på Rungsted Gymnasium, viser tydeligt, at det ikke er idéerne eller kreativiteten, som fejler noget.
Filippa, Caroline og Sofia fra 3.K er på hold Giraf og sidder i en af klasselokalerne med tuscher og blyanter, mens de tegner snorlige mælkekartoner og bogstaver på det hvide papir. De er kommet i gruppe med 1.G’ere fra hold 2 og 2.G’ere fra 2.E. De har haft en god dag, og de nyder samværet med de yngre klasser.
”Det er ret fedt at være sammen med 1.G’erne, fordi vi jo slet ikke kender dem endnu. Men nu har vi muligheden for at lære dem bedre at kende,” siger Filippa, og Caroline stemmer i: ”Ja, det har været en vildt hyggelig dag, og udover at lære 1.G’erne bedre at kende, så får vi også lært 2.G’erne bedre at kende.” Pigerne smiler og nikker.
EN FÆLLES SAG OM BÆREDYGTIGHED BLIVER SAT I ET STØRRE PERSPEKTIV
Udover at fællesskabsdagen har til formål at samle skolen, så eleverne kan udfordre sig selv i en fælles opgave, så har dagen også et langt større formål, og det er bæredygtighed – den slags bæredygtighed, som skal implementeres med det samme.
”Vi bliver nødt til at gøre, hvad vi siger – vi skal gøre noget ved det. Forandring sker ikke, hvis det bare er lærerne, der siger det – det skal være noget, eleverne har lyst til inde i dem selv. Det er en øjenåbner, og derfor giver det initiativ – de finder selv en løsning, og de får selv lov til at føre den ud i livet,” fortæller Tine Huus.
Idrætshallen bliver langsomt fyldt op af spændte og nysgerrige elever. Vi er nået til den sidste del af dagen, hvor de 10 bedste bæredygtige løsninger er blevet kåret, og nu skal de holde deres pitch foran hele skolens 800 elever.
”Vi er blevet meget mere innovationsorienteret. For vi har fået mere viden om at være iværksætter, sætte projekter i gang inden for nogle rammer og tænke ud af boksen. Det er meget fedt,” fortæller Sofia fra 3.K.
Det har været en succesfuld dag, hvor eleverne sammen har kommet frem til løsninger på, hvordan skolen kan spare på strømmen og være bedre til at affaldssortere. Den endelige idé, som bliver implementeret på skolen, vil bliver besluttet i bæredygtighedsudvalget.