Generationskløften på prøve: Vi mødes på tværs af generationer til julehygge
Tirsdag den 5. december besøgte 30 RG-elever plejehjemmet Louiselund, som ligger tæt op af skolen, og her skulle eleverne julehygge med beboerne på plejehjemmet. Det var en utrolig hyggelig dag, hvor unge som gamle fik et skud næstekærlighed, og generationskløften i sandhed blev formindsket.
7. december 2023
I tirsdags var 30 elever fra RG på et helt særligt besøg! De var nemlig blevet inviteret til julehygge på plejehjemmet Louiselund, som ligger tæt op af skolens område🤩🫂
Både elever og beboerne på plejehjemmet havde en utrolig fantastisk og livsgivende oplevelse, fordi de ældre fik et ungt pust og de unge kunne lære af de ældres livshistorier 🫶🏼✨ Det var i sandhed dagen, hvor generationskløften blev endnu mindre.
De ældre fylder et tomrum hos de unge med tanker om det travle gymnasieliv
Nogle af eleverne fortalte sådan om besøget:
“Beboerne var glade for, vi kom og talte med dem, og vi fik hørt om deres livshistorie. Jeg fik endda et par gode råd med ud i livet.” – Mathilde 1.y
“Det var hyggeligt, fordi vi snakkede om deres oplevelser i livet, og især for mig da jeg ikke har nogen bedsteforældre selv, så fik jeg lidt den følelse igen.” – Julian 1.b
“Det var en hyggelig stund hos de gamle væk fra det travle gymnasieliv. Jeg følte, at det gav en masse til beboerne, som gav igen med en masse smil og kærlighed.” – Malte 1.b
“Jeg blev overrasket over, hvor naturligt det føltes at sidde og snakke med dem, og jeg glemte helt, at det ikke bare var en af mine venner, jeg havde en samtale med. En af dem kom hen og viste mig gamle billeder fra sit bryllup og arbejdsplads efter, at vi har siddet og snakket om det. De var så sjove at snakke med og sagde tingene, som de var, hvilket jeg synes var virkelig rart.” Emma Jean 2. f.
Ruth var også taget med eleverne på plejehjemmet, og fortalte også sådan om besøget:
“Det var meget rørende at se, hvordan ung og ældre fandt hinanden i store og små samtaler. Eleverne var meget optaget at spørge ind til de ældres liv, til deres barndomsminder, juleminder og – også spørge ind til hverdagen.”
Grobund for et større samarbejde med de ældre og mindske generationskløften
På plejehjemmet kom eleverne egentlig bare for at snakke og julehygge med de ældre for at være med til at bringe noget andet end i beboernes hverdag, men på en af de stuer, som Ruth var med inde hos, der ønskede beboerne sig en ekstra ting fra eleverne og Ruth.
“I den stue, hvor jeg sad, synes de ældre, at vi skulle synge en sang, så vi sang Glade jul sammen med alle beboerne. Man kunne se at sådan en sang, den sidder på rygraden, selvom man kan have glemt mange nutidige oplevelser,” fortæller Ruth.
Plejehjemmets beboere og personale havde som tak for det fine besøg givet meget flotte chokoladegaver til alle eleverne 🍫
Det var en skøn og dejlig dag for alle, og det er blot begyndelsen på et fantastisk samarbejde mellem generationer.
Ruth afslutter: “Her dagen derpå har vi holdt møde med alle besøgseleverne, og de fortæller, at de synes, at det har været en fantastisk oplevelse – og flere af dem kunne efter dette besøg godt tænke sig at skabe flere relationer til de ældre beboere på Louiselund, som nærmest er skolens naboer med flere besøg.”