Den første gymnasiefest i trygge rammer
Denne uge har været utrolig begivenhedsrig med opstart for alle elever på skolen efter sommerferien, 1.g’ernes første dag på gymnasiet og skolens første gymnasiefest. Det har været en skøn uge, som bliver afsluttet på bedste vis med en fest kun for 1.g’erne og deres elevambassadører!
11. august 2023
Ugens begivenheder kulminerede i dag med den første gymnasiefest på skolen, og den var for de nye elever på RG. Det var en utrolig vellykket aften, hvor eleverne rigtig kunne komme hinanden endnu mere nær.
Aftenens gymnasiefest bød på musik i ydre kantine, hvor eleverne kunne læne sig tilbage, danse og slappe af i hinandens selskab. Derudover var der også masser af mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende og møde andre på tværs af holdene.
“Vi er super glade for, at alle vores nye 1.g’ere har tilvalgt vores fest, som traditionen tro bliver afholdt i aften, fremfor at vælge festen i dyrehaven. Det er vi glade for, da vores fest foregår i trygge og kontrollerede rammer,” fortæller rektor, Ruth Kirkegaard under de festlige begivenheder. Hun fortsætter: “De kontrollerede og trygge rammer er denne her alkoholpolitik, hvor eleverne ikke må have en promille på mere end 0,5. Vi har faktisk testet omkring halvdelen af eleverne ved indgangen, og ingen havde over 0,5 i promille.”
Festen har været en kæmpe succes, og der kom endnu mere gang i festlighederne, da holdene senere på aftenen dystede mod hinanden, så de virkelig kunne få sat hinanden på prøve og allerede nu begynde at arbejde godt sammen.
Det var en helt fantastisk aften, hvor eleverne kunne få lov til at slappe af og hygge sig i trygge rammer på skolen.