Hvad sir’ du?
Besøg fra Gerlev Idrætshøjskole skaber refleksion om at turde at tage ordet. For det kan faktisk være svært at turde sige sin mening højt. Især, hvis man er bekymret for andres holdninger og meninger til det, man siger. Derfor har vi lige haft besøg af elever fra Gerlev Idrætshøjskole. Læs mere her!
7. maj 2024
I sidste uge havde vi tre elever på besøg fra Gerlev Idrætshøjskole. På højskolen ved Slagelse kan man lave lige præcis, det man selv har valgt hver dag. Men vigtigst af alt, så bliver eleverne undervist i selvstændig tankegang, og de lærer at have en holdning til deres eget liv gennem fællesskab og i trygge rammer.
Besøget i onsdags bar også præg af dette, da eleverne fra højskolen arbejdede med problemstillinger, som var relevante for gymnasieeleverne. De diskuterede livligt og tog deres egne holdninger helt ind i klasserummet.
Inge Berg, som er underviser for en 3.g-klasse fortæller begejstret efter deres besøg: “Eleverne fik øvet sig i at stå på mål for sin egen holdning til alt fra ananas på pizza til aktiv dødshjælp, og ikke mindst at være nysgerrige på andres holdninger end deres egne,” fortæller hun om nogle af de emner, som blev taget op i timen.
Hun fortsætter: “Samtidig gav workshoppen inspiration til, hvordan vi på skolen kan arbejde med den demokratiske dannelse i form af at skabe respekt om sin egen og andres meninger. De seje elever fra Gerlev Idrætshøjskole gik som gæsteundervisere forrest i øvelserne og gav os samtidig et indblik i, hvad det vil sige at gå på højskole.”
Mulighed for fremtidig samarbejde mellem højskolen og gymnasium
Besøget var en kæmpe succes, fordi det ikke bare var en almindelig undervisning eller et almindelig besøg fra en højskole. Gerlev Idrætshøjskole formåede at blande undervisning med information om højskolemåden, og det var en stor oplelvelse.
“Vi er virkelig glade for, at Gerlev Idrætshøjskole lagde vejen forbi to klasser med projektet ‘Hvad sir’ du – hvad har du en holdning til?’,” fortæller Brian Dupont Larsen, som er uddannelsesleder, om besøget og fortsætter: “Det virkede så ligetil, da de tre søde højskoleelever fik gymnasieleverne i 1.t og 3.k til at glemme forum, tid og sted og kaste sig hovedkulds ud i en diskussion om alkohol/ikke-alkohol til fester, og i hvor høj grad man har kønnede Spotify-musiklister eller ej.”
Diskussionerne i klasserne tyder på, at det har givet stof til eftertanke både hos lærere, ledelse og elever.
“Vi havde en fed dag på Rungsted Gymnasium, hvor højskoleelever fra Gerlev lavede en god ramme for debat og holdninger for eleverne på Rungsted Gymnasium. Jeg tror, at det er vigtigt, at de forskellige skoler og (ud)dannelsesinstitutioner i samfundet taler hinanden op, og bruger hinanden til inspiration. På Gerlev Idrætshøjskole fremhæver de unge igen og igen fællesskabet og et præstationsfrit rum, som noget af det de nyder allermest. Måske kan vores erfaringer komme andre til gode også?” fortæller Frederik Ullerup Michelsen, som er forstander på Gerlev Idrætshøjskole, og som også var med til besøget.
Brian afslutter med disse ord: “Vi håber virkelig på, at vi kan få et samarbejde op at stå, for er der nogen kan bygge bro mellem holdninger og samtidig skabe ægte nysgerrighed på hinanden, så er det da højskolen. Og en bro mellem højskolen og gymnasiet er vel ikke det værste?”