Vi tilbyder lifeskills-værktøjer i hverdagen til elitesportselever
Tre gange har elitesportseleverne fra 1. og 2.g mødt tidligere ind på udvalgte torsdage til et lifeskills kursus, og de har endnu to gange endnu. Eleverne lærer om og får værktøjer til at klare hverdagen og skolen som elev med elitesport helt ind på livet.
16. november 2022
Hvordan navigerer man i hverdagen?
Det er torsdag morgen, og klokken er 08:15. Kristian Wulff og Jacob Hermansen, som begge er idrætslærere og Team Danmark-koordinatorer, afholder kurset Lifeskills, der bliver udbudt til elever, der er tilknyttet Team Danmark eller Eliteidrætsordning, og som går i 1. eller 2.g. I klasselokalet har Kristian og Jacob sat morgenboller, yoghurt, smør og pålæg frem på et bord. ”Der skal jo være noget hyggeligt ved at møde ind så tidligt,” siger Kristian med et smil, mens han pakker paptallerkener ud og sætter på bordet. Eleverne begynder at fylde lokalet ud, og modulet starter med, at de tager for sig af morgenmaden.
”Vi vil gerne give eleverne en masse kompetencer i, hvordan man befærder sig rundt, når man møder et meget voldsomt skema, hvor der er en masse pres på,” fortæller Kristian og fortsætter: ”Eleverne har nogle ting, som er meget presserende, og nogle som kan vente lidt. Hvordan navigerer de i dette?”
Hvad er din motivation?
Kurset bliver for første gang udbudt på skolen, og det bliver udelukkende tilbudt til Team Danmark- og Eliteidrætsordningselever, da det er et kursus, der er lavet af Team Danmark. Det har primært til formål at give eleverne nogle værktøjer til at prioritere mellem hverdagens skal- og vil-opgaver, men er også med til at hjælpe eleverne til at finde deres indre motivation.
”Vi har fået et større overblik over vores hverdag. En af gangene skulle vi lave vores skema for en hel uge, med alt hvad man laver. Her fandt vi ud af, at vi har en masse tid, som man ikke får brugt optimalt,” fortæller Anders, som går i 2.L. Han spiller tennis, og så er han Team Danmark-elev. ”Jeg har allerede brugt det i min hverdag til at finde ud af, hvor jeg har nogle huller og til at få brugt tiden mest optimalt – især i forhold til afleveringer og lektier.”
Johanne fra samme klasse, som er sejler og også Team Danmark-elev, nikker enigt og tilføjer: ”For mig handler det meget om motivationen, hvor kurset har givet mig nogle måder at holde motivationen i gang. Vi brugte fx nogle legoklodser, hvor vi skulle bygge et tårn.” Øvelsen havde til formål at vise eleverne, hvor deres motivation var forankret. Johanne fortsætter: ”Her fandt jeg ud af, at det sociale driver mig – at jeg skal have fokus på det sociale, så jeg også får en motivation for at udvikle mig.”
Det er ikke kun for elitesportsudøvere
”Man kan godt gå rundt med lidt dårlig samvittighed og tænke, at nu nåede jeg heller ikke det her, eller nu skal jeg hjem og lave det her med det samme – det kan virke meget stressende, så når man har fået det lavet, og man ved, man har styr på det, så er man mere lettet og afstresset,” fortæller Anders om de redskaber, som han allerede bruger i sin hverdag.
Kurset foregår over fem gang og har nogle få undervisningsgange tilbage. Hver lektion giver eleverne nogle ekstra kompetencer til at håndtere hverdagen.
”Vi håber, at kurset kan give eleverne mere robusthed, og at de kan se, at de kan navigere i begge dele. Altså både sport og skole. Og så håber vi, at de kan tage kompetencerne med videre fra sporten og overføre dem til hverdagslivet. Og omvendt også tage kompetencerne fra skole med videre i sporten,” fortæller Kristian. ”Jeg forventer også, at eleverne kan overføre noget af deres viden til andre elever på skolen, der ikke er elitesportsudøvere, så de kan hjælpe hinanden.”
SE VIDEOEN: