Orienteringsaften 2024 bød på musik, dans og god stemning
Mandag den 15. januar afholdte vi orienteringsaften for alle de fremmødte. Der var både dans, koncert fra 1.g og 2.g og elevinterviews på scenen, inden alle blev sluppet ud til vores boder, hvor lærere og elever stod klar til at gøre de besøgende endnu klogere.
16. januar 2024
Faklerne blafrer i vinden, og januarkulden er ved at tage til. Det er nu længe siden at mørket faldt på omkring skolen, men de mange fakler med ild langs med indgangen til skolen gør, at de fremmødte bliver mødt med en følelse af at være velkommen.
Orienteringsaften 2024 byder velkommen med fakler
Klokken 19:00 begyndte gæsterne så stille og roligt at komme til, hvor de blev mødt af nogle søde elever, der gav dem en folder og et kort over skolens aktiviteter. Aftenens program startede først klokken 19:30, så der var rig mulighed for, at forældre og nysgerrige unge kunne kigge sig lidt omkring.
Salen var fyldt til Orienteringsaften 2024
Orienteringsaften 2024 byder på en indsigt i fremtidens valg
Selvom STX blot er en 3-årig uddannelse, så er det netop disse år, hvor de unge udvikler sig allermest, så hvad der sker i gymnasiet har stor indlydelse på de fremtidige valg, som man nu fortager sig, og derfor er det også vigtigt, at man sørger for undersøge sine muligheder.
Det var netop dette, som de fremmødte kunne gøre til orienteringsaftenen, hvor vi havde åbnet dørene op til en lys fremtid.
“Det var skønt at se det store fremmøde til vores orienteringsaften, hvor hver en stol var fyldt op af gæster, da klokken slog 19.30. Masser af elever og lærere fra gymnasiet var mødt frem for at præsentere skolen og fremvise vores dejlige studiemiljø på en måde, så vores gæster kunne se og mærke, at Rungsted Gymnasium er et unikt gymnasium, hvor man kan få ”hele pakken” – Høj faglighed, globale muligheder og et Stærkt socialt fællesskab,” fortæller rektor, Ruth Kirkegaard, efter arrangementets afslutning.
Læs mere om dine uddannelsesmuligheder på ug.dk
Showet i fællessalen bød på fortællinger fra 3.g’ere, der kunne give et indblik i, hvad det vil sige at gå på Rungsted Gymnasium, hvordan det var at starte på en ungdomsuddannelse, og hvilke muligheder de har fået til fremtiden.
Et arrangement, der blev mødt med åbne arme og begejstring
Efter den første del af aftenen, som også bød på musik, dans og anden underholdning kunne gæsterne gå frit rundt på skolen for at blive klogere på de valg og muligheder, som de har på skolen.
Gæsterne kunne tage på rundvisning med vores tutorer, besøge og afprøve studieretningerne, tale med Team Danmark-elever og koordinatorer. De kunne også tale med lærere og elever, besøge studie- og læsevejledere, besøge vores mange elevudvalg, besøge RG Abroad (ekstra studierejser og udveksling i udlandet), købe kage fra velgørenhedsudvalget, der indsamlede til Danmarksindsamlingen – og endelig kunne man tage et kig forbi skolens fitnesscenter og idrætshal, hvor eleverne spillede basket.
“Vores gæster blev heldigvis hængende længe og benyttede sig af de mange tilbud, og vi kunne høre, at det var vigtigt for de kommende elever at tale med elever på skolen, samt lave forsøg fx i vores scienceafdeling,” fortæller Ruth og fortsætter:
“De kommende elever stillede masser af gode spørgsmål, om fx hvor mange lektier, man mon skal til at lave, og om man overhovedet kan nå at dyrke sport og have et fritidsarbejde ved siden af gymnasiet. Vores elever kunne berolige de kommende elever med, at ”der er tid til det hele”, men at tiden skal planlægges nøje, og at der til tider er RET mange lektier og opgaver. Men vores elever fortalte også, at de oplevede at blive ret dygtige, og at det sociale fællesskab i klassen hjælper meget, når der er ”tryk” på det faglige.”
Det var en fantastisk aften med mange nysgerrige fremmødte, og der var også en del, der allerede på aftenen meldte sig som besøgselev, så de kan få lov til at opleve en skoledag på RG inden ansøgningsfristen den 1. marts.
Tilmelding til besøgsdage sker via dette link.