Skolestart 2022 på RG
I går startede 286 unge elever i 1.G på Rungsted Gymnasium. Det var en dag fyldt med spænding, nervøsitet og glæde. De blev mødt ved indgangen af alle vores elevambassadører med roser og åbne arme. Selvom roserne tydeliggjorde de nyankomnes tilstedeværelse, var det stadig som om, at disse elever kendte hinanden godt. Mindre grupper dannede sig, hvor snakken lød på, hvor man havde gået i folkeskole, om man havde været på efterskole, og hvad sommerferien havde budt på.
10. august 2022
Det første skridt og en rose rigere
Da alle eleverne er mødt op begynder elevambassadørerne at vise dem ind i fællessalen, hvor Ruth, rektor, byder dem velkommen. Den store sal med højt til loftet bliver hurtigt fyldt med en rytmisk summen, da snakken fortsætter mellem de nye elever. Langs væggene i den store fællessal står nogle 2. og 3.G’er og kigger nysgerrigt på.
De nye 1.G’er er delt op i hold, som de vil være i indtil november, hvor de skal beslutte, hvilken studieretning, de vil gå på. Lukas fra GF10 er en af de nye elever, som også ser frem til tre gode år på Rungsted Gymnasium.
“Jeg glæder mig til at få nye fællesskaber, lærer andre mennesker at kende og komme ud af min comfort zone,” fortæller han, mens hans hold spiller rundbold i baggrunden. Det virker som om, at holdet allerede er godt kendt med hinanden, og at der allerede er skabt et godt fællesskab, selvom de kun har kendt hinanden nogle få timer.
Skolestarten er en modtagelse i øjenhøjde
Her på skolen er det elevambassadørerne, der står elevernes første dag. Ambassadørerne har planlagt en dag fyldt med aktiviteter, som kan sammentømre holdet hurtigt. Lukas og hans hold har tidligere skulle igennem speeddating, hvor de har skullet fortælle hinanden ting som fx, hvad de ville tage med på en øde ø, eller hvad de havde lavet i sommerferien.
Frederikke, der går i 2.G på linjen Global Politik og Økonomi (GPØ), er tutor og elevambassadør for hold 10. Hun har været igennem selv samme dag for bare et år siden, og derfor kan hun godt huske spændingen og nervøsiteten. Hendes gode råd til de nye elever er derfor: “Vær smilende, tal med folk og nyd øjeblikket.”
De første to dage er allerede overstået, og snart vil de nye 1.G’ere ikke være nye mere, for så har de været igennem introturens strabadser, de første lektioner og skålet til introcaféen.