Studieretningsturen til Flensborg og Ribe skaber grobund for den gode klassekultur
Vi tager vores 1.g-elever med til Ribe og Flensborg for at gøre dem klar til det sociale og faglige fællesskab, som de skal have de næste tre år sammen i gymnasiet. Læs mere om, hvad eleverne selv synes om turen, og hvad formålet egentlig går ud på her.
6. november 2023
Mandag til fredag i uge 44 var halvdelen af 1.g-årgangen på skift afsted til henholdsvis Ribe og Flensborg på deres studieretningstur. Deres tur ud i Danmark og verden var nemlig en del af opstarten i deres studieretninger, som de for første gang begyndte i den 27. oktober.
Dagene i Flensborg og Ribe bød på en masse teambuildingøvelser, byvandring og hyggelige fællesaktiviteter, som altsammen har haft til formål at ryste eleverne sammen i deres nye klasser.
Talissa og Karoline, der begge går i 1.c, var en tur med deres klasse til Flensborg, hvor de både besøgte en dansk mindretalsskole (Duborg-skolen), var på Søfartsmuseet og lærte byen at kende gennem en byvandring.
“Der var meget hyggeligt at være sammen i vores nye klasse og blive delt op i grupper og bare lære hinanden at kende,” fortæller Talissa, mens Karoline står ved siden af og nikker i enighed.
“Man lærer hinanden bedre at kende på den her tur, og det har virkelig hjulpet meget. Selvom det har været nervepirrende, fordi du kender nogen i forvejen, men der også er mange nye mennesker, som du lige skal se an – altså kan de lide en, og er man god nok,” fortæller Karoline.
En lille studieretningstur med et stort formål
Turen har været givende og begivenhedsrig for både elever og lærere, og den er med til at gøre klasserummet meget mere trygt og behageligt at være i, fordi eleverne netop har oplevet noget sammen uden for skolens rammer og hjemmets genkendelighed.
Victor, som er 1.r’s teamlærer og matematik- og engelsklærer, er en af de lærere, som er med på turen til Flensborg, og han fortæller også sådan om opstartens vigtighed og turens formål:
“Opstarten er jo super vigtig for eleverne, fordi de kommer ind i en helt ny klasse efter grundforløbet, hvor der måske er nogle de allerede kender på forhånd men også en masse, som de ikke kender. Så det er med at få dem rystet ordentligt sammen i en ordentlig opstart, så vi får skabt en meget bedre klassekultur helt fra start af.”
Nu er ugen omme, og eleverne har både været på egen hånd i både Ribe og Flensborg, og de har sammen lavet aktiviteter, som har rystet klasserne sammen, så de på den måde kan komme i gang med den gode undervisning og klassekultur.