Fra eksotisk rejsefeber til praktikstilling på det danske generalkonsulat i Chicago – Det har livet efter RG budt på
Hvad skal man foretage sig efter gymnasiet? Skal man tage et sabbatår, skal man gå direkte på studie, skal man tage på højskole eller noget helt fjerde? Emilie Melchior gik på RG fra 2012-2015, og siden da har en masse oplevelser ledt til, at hun nu sidder på det danske generalkonsulat i Chicago som praktikant. Læs om hendes historie, og bliv inspireret til din tid efter gymnasiet!
12. juni 2023
“Jeg husker min tid på RG som utrolig sjov. Jeg havde en fantastisk klasse, hvor der var mange, der kom langvejsfra, så man kendte ikke så meget til hinanden på forhånd – det gjorde, at vi altid samledes til festerne eller lavede noget sammen efter skole, for så kunne vi lære hinanden at kende,” fortæller Emilie med et smil om minderne fra hendes gymnasietid. Lige nu sidder Emilie i Chicago på hendes arbejdsplads, som er det danske generalkonsulat. Her arbejder hun med vand, fødevarer og landbrug. Hun er på sit tredje semester på kandidaten i Økonomi på Københavns Universitet, og stillingen på generalkonsulatet er en praktikstilling, som hun sidder i i seks måneder.
Hun og to andre praktikanter fra Danmark bor tæt på konsulatet, hvor de hver har fået deres eget lille værelse/lejlighed, hvor der er en seng, garderobe, toilet/bad og et tekøkken. Emilie fortsætter med minderne om RG: “Jeg følte mig privilegeret i min klasse, fordi vi tog på studietur til Indien, og så tog vi også til Århus for at debattere. Tiden i gymnasiet gik virkelig hurtigt. Den fløj afsted.”
Skoletiden før et sabbatår fyldt med oplevelser og erfaringer
Emilie gik på linjen Global Society fra 2012 til 2015, hvor hun dimitterede. Global Society er en klasse, hvor eleverne har nogle af deres fag på engelsk, og det betyder også, at eksamener er på engelsk. Det stiller et højere krav til den enkelte elev, men det giver også eleverne en større mulighed for at begå sig i internationale miljøer i fremtiden.
“Jeg blev udfordret fra dag et af i den klasse Det var især i samfundsfag og historie, hvor der blev talt engelsk. Der var fx mange, der var meget bedre til at tale engelsk end jeg, og så var folk også bare mere engagerede i at tale. Der var en anden form for konkurrence, fordi alle havde hånden op,” fortæller Emilie og fortsætter: “Det at ture at snakke i timerne og især, når man havde engelsk, det skulle man lige overkomme. Men det gik ret hurtigt, fordi det var et ret trygt miljø.”
Udover de spændende rejsemål og de gode erfaringer i undervisningen, som Emilie havde gjort sig i den tid, hun gik på gymnasiet, så havde de også et kæmpe fællesskab i den klasse, som hun var blevet sat i. Mange af eleverne kom længere fra end lige rundt om hjørnet, og det gjorde også, at de brugte meget tid på hinanden, både i forbindelse med fester, arrangementer og private begivenheder.
Sabbatåret med de klassiske udenlandsrejser og begivenhedsrige højskoleophold
“Efter gymnasiet, hvor jeg var 19 år, kunne jeg mærke, at jeg skulle ud og rejse. Så jeg startede med at arbejde som au pair i New Zealand, hvor moren var dansk, mens børnene og faren kun talte engelsk. Her boede jeg i seks måneder, og det var en fantastisk oplevelse. Da jeg alligevel var nede omkring Australien, kunne jeg lige så godt fortsætte min rejse. Så tog jeg lige fire måneder mere, hvor jeg både var au pair og restaurantarbejder,” fortæller Emilie med et smil.
Emilie oplevede de helt klassiske rejser, men på sin helt egen måde. Hun tog helt alene afsted til et land, hvor der ikke bliver talt hendes modersmål, og hvor hun ikke kendte nogen på forhånd. Det er en oplevelse, som har givet livserfaring og oplevelser helt ind på livet. Efter en masse oplevelser, vidensdeling og erfaring besluttede Emilie at tage hjem. Nu havde hun sammenlagt været afsted i 10 måneder som au pair og restaurantmedarbejder.
Turen hjem førte allerførst til et halvt år på jurastudiet i Århus. “Jeg kunne godt lide tanken om jura, fordi man lærer meget om meget. Det er en generalistuddannelse,” fortæller Emilie og fortsætter: “men jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig, fordi jeg manglede noget matematik.”
Efter at have udfyldt tiden efter jurastudiet med tjenerarbejdede startede Emilie på et højskoleophold: “Det var den bedste beslutning, som jeg nogensinde har taget. Jeg tog på idrætshøjskolen i Sønderborg. Og her var jeg både deltager i højskolen, men jeg fortsatte også på næste hold, hvor min opgave var at tage imod de nye,” fortæller Emilie.
Det rigtige ståsted
Emilies rejse har været lang og spækket med eksotiske, spændende og lærerige oplevelser. I dag læser hun økonomi på 3. semester af sin kandidat på KU, og hun befinder sig i Chicago på det danske generalkonsulat, hvor hun er i praktik.
“Jeg sidder i afdelingen med vand, fødevarer og landbrug. Missionen er dansk eksport, og her kontakter vi amerikanske virksomheder, hvor vi tager ud til forskellige farme, så vi kan skabe en relation. Det kaldes softselling – vi sælger ikke direkte et produkt, men vi skaber kontakter,” fortæller Emilie om generalkonsulatet. Hun fortsætter: “Her er min opgave at planlægge hele besøget mellem Danmark og partnerne. Det er alt lige fra flybilletter, hotel og transport og alt, hvad der nu kan høre med til det. Men jeg arbejder også med analyse og casearbejde inden for vores felt, og derudover sørger jeg også for værter til webinarer osv.”
Ståstedet for Emilie er lige præcis, som hun kunne ønske sig det lige nu, og hun var ikke nået dertil, hvis ikke hun havde taget en masse sabbatår og år, hvor hun prøvede andre studier af. “Det var godt, at jeg valgte jura først, for så har jeg ikke den i baghovedet: “Hvad nu, hvis jura var bedre?” Så har jeg virkelig ro i mit valg af studie,” fortæller Emilie.
Lige nu er der mange 3.g-elever i hele Danmark, der ser frem til studentertiden med huemiddage, studenterkørsel og alle de andre traditioner, der hører med ved at blive student. Men bagefter kommer der en virkelighed, hvor man bliver nødt til at tage nogle valg. Men om de valg er 3 års sabbatår eller direkte på studie, det er helt op til den enkelte. Der er ikke noget valg, der er mere rigtigt et end det andet.
Emilie afslutter med et godt råd til de kommende studenter: “Jeg var meget fokuseret på, at det skulle være rigtigt, og det skulle være den fedeste oplevelse. Så kom jeg måske også til at lægge en dæmper på mig selv. Du skal på ingen måde være bange for at vise, hvem du er. Folk omkring dig vil acceptere dig, som du er. At bruge tid på folk, hvor du ikke føler, at I klinger sammen, det er ikke det værd.”