Alkohol- og rusmiddelpolitik

På Rungsted Gymnasium skal alle elever overholde gymnasiets alkohol-og rusmiddelpolitik, der består af følgende:

  1. ”Vi tager ansvar!”. Et fælles kodeks for afholdelse af fester, cafeer, studieture og andre sociale arrangementer på ungdomsuddannelser indgået af 14 gymnasier – herunder Rungsted Gymnasium
  2. Rungsted Gymnasiums egen alkohol- og rusmiddelpolitik

 

Vi tager ansvar

Vi tager ansvar! Fælles kodeks for afholdelse af fester, cafeer, studieture og andre sociale arrangementer på ungdomsuddannelser.

 

Baggrund

Som led i det generelle dannelsesprojekt vi udfører på gymnasierne, afvikler gymnasierne forskellige arrangementer med både et fagligt, dannende og socialt aspekt. Det være sig studieture, musikcafeer og fester. Disse skal være inkluderende og foregå i en ånd af fællesskab. Alle skal kunne være med og bidrage.

Det kan man ikke, hvis alkoholindtagelse bliver dominerende. Derfor sætter gymnasierne gennem nærværende fælles kodeks ensartede rammer, der sikrer, at netop fællesskabet er i højsædet ved alle aktiviteter på gymnasierne.

Vi vil med dette kodeks sætte rammer for, at der kan afvikles sociale aktiviteter med begrænset indtagelse af alkohol, på en måde så det harmonerer med dansk kultur og omgangsformer.

 

Kodeks

Alkohol er aldrig tilladt i den almindelige hverdag på gymnasiet. Kun ved særlige aktiviteter, som er nævnt herunder, dispenseres der.

 

Studie- og introture:

Ved introture er det under ingen omstændigheder tilladt at indtage alkohol.

Studieture indgår i den almindelige hverdag, og derfor er alkoholindtagelse i denne forbindelse ikke tilladt. Dog kan der – efter aftale mellem ledelsen og de deltagende lærere – dispenseres herfor ved en afsluttende middag, hvor alkohol kan indtages i begrænset omfang.

 

Fester og cafeer:

Der afvikles højst 5 fester årligt på gymnasierne samt en afsluttende studentermiddag.

Derudover afholdes cafeer og andre former for performance (teater, musical og lignende), hvor der kan være begrænset udskænkning af alkohol.

Desuden gælder følgende:

– Alle gymnasiefester er lukkede fester kun for gymnasiets elever
– Der er altid ansvarligt personale til stede ved fester og andre arrangementer
– Gratis vand er altid tilgængeligt ved gymnasiets arrangementer
– Elever der ved ankomsten til eller ved deres adfærd ved festen viser at have indtaget for meget alkohol vil blive hjemsendt
– Den enkelte skole kan teste eleverne ved indgangen og sende dem hjem ved en promille på mere end 0,5
– Sendes elever hjem fra fester, sker det ved kontakt til hjemmet
– Der udskænkes aldrig drikke med alkoholprocent højere end 5% ved fester. Dog kan der ved middagen ved gallafest og ved studentermiddag efter eksamen udskænkes vin.

Det er kun ved ovenstående typer arrangementer, der udskænkes alkohol.

Det forventes i øvrigt, at aktiviteter uden for skolen, som eleverne er del af og hvor de fremstår som repræsentanter for gymnasiet, afvikles sobert og ordentligt. Gymnasierne er ikke ansvarlige for adfærd i disse sammenhænge, men påtager sig et ansvar som oplysende partnere, ved at forsøge at påvirke eleverne til god, respektfuld og fornuftig adfærd.

Gymnasierne søger særligt gennem oplysning, at påvirke elevers indbyrdes kommunikation om alkohol og arrangementer på sociale medier m.v. så denne kommunikation bliver så inkluderende som muligt og udtrykker, at alle er velkomne i fællesskabet.

 

Aftalen

Alle gymnasier har ved deres underskrivelse af nærværende kodeks valgt at offentliggøre dette på egen hjemmeside, samt indarbejde bestemmelserne i gymnasiets studie- og ordensregler. Tilsvarende informeres alle forældre om kodekset, så ingen er i tvivl om det ansvar, vi påtager os i forhold til ungdomskulturen, og det ansvar forælder og elever selv har.

På hjemmesiden signaleres deltagelse i initiativet ved, at gymnasiet bruger fremsendte logo med teksten: Vi tager ansvar​! Alle gymnasier forpligter sig til at anvende fremsendte logo. Nærværende beskrivelse af elementerne i kodekset linkes der til. Kodeks tages op til revision årligt såvel mellem partnere som internt på gymnasierne. Ethvert gymnasium vælger selv løbende, om man ønsker at være en del af initiativet. Udtrædelse meddeles skriftligt til Gymnasiefællesskabet i Roskilde.

Kodeksets bestemmelser træder i kraft med virkning fra 1.august 2017.

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte Gymnasiefællesskabet som videreformidler kontakt til de deltagende skoler.

 

Rungsted Gymnasiums alkohol- og rusmiddelpolitik

Formål

Rungsted Gymnasiums alkohol-og rusmiddelpolitik skal bidrage til at skabe en kultur, hvor læring, faglige og sociale fællesskaber i fokus.

Formålet med skolens alkohol-og rusmiddelpolitik:

  • At skolens holdning skal være klar, kendt og tydelig – både for medarbejdere, elever og forældre.
  • At skolen bidrager til at danne vores elever ved at give dem den nødvendige viden om alkohol og rusmidler, så de opbygger en fornuftigt og ansvarlig festkultur.
  • Vores sociale arrangementer skal være i rammer, der fordrer til respekt og inkluderer alle.
  • At skolen tager misbrugs- og alkoholproblemer alvorligt.
  • At indsatsen over for elever med et problematisk forbrug/misbrug af rusmidler og alkohol er effektiv, synlig og et fælles ansvar.
  • Misbrug skal ikke hindre eleven i at gennemføre en uddannelse.
  • Skolen ønsker at medvirke til at løse konkrete opståede problemer for skolens elever som følge af et uhensigtsmæssigt forbrug af rusmidler.

 

Regler og sanktioner

Eleverne på Rungsted Gymnasium må ikke medbringe, indtage, besidde, udveksle eller være påvirket af alkohol eller andre rusmidler (ved rusmidler forstås hash og euforiserende stoffer i øvrigt):

  • I skoletiden, ved arrangementer og aktiviteter i skoleregi, skolefester, på hytteture, ekskursioner. Dette gælder uanset, om undervisningen eller den øvrige skolerelaterede aktivitet foregår på eller uden for skolens område.
  • På skolens område i øvrigt, og på steder og i sammenhænge, hvor eleverne kan forbindes med at være elev på skolen.
  • Ved begrundet mistanke har skolen ret til at udføre alkohol- og drugtest.
  • Ved skolefester skal vagterne fra vagtselskabet, ved al mistanke om indtagelse af stoffer, udføre drugtest. Hvis en person viser sig positiv skal vedkommende sendes hjem og forældrene kontaktes, hvis personen er under 18. Ved samtykke kontaktes forældrene også, når personen er over 18 år. Er der tale om fysisk besiddelse af stoffer kontaktes politi og forældre (uanset alder). Desuden træder skolens sanktionssystem i kraft.
  • Til festerne må vagterne ligeledes udføre test med et Alkometer. Herefter tages der stilling til, om vedkommende skal afvises og sendes hjem. Hvis elever optræder stærkt
    berusede i løbet af festen skal den samme procedure anvendes. I begge tilfælde gælder
    det at forældrene kontaktes hvis alderen er under 18.
    Skolens ledelse kan i forbindelse med særlig arrangementer dispensere fra forbuddet mod
    indtagelse af alkohol.
  • I tilfælde af en positiv drugtest, er det eleven og forældrenes ansvar at bevise elevens uskyld ved hjælp af en blodprøve eller urintest foretaget inden for 24 timer.
  • I skolens samlede vurdering af eventuelle sanktioner indgår ud over testresultatet også de faktiske forhold, der danner baggrund for den konkrete mistanke, samt observationer af de faktiske hændelser.
  • Hvis en elev afviser at lade sig teste, kan det stille eleven dårligere, hvis ledelsen på baggrund af en samlet vurdering efterfølgende rejser en sag om sanktioner. Dette vil være tilfældet, hvis de konkrete hændelser med en høj grad af sandsynlighed dokumenterer, at eleven har overtrådt forbuddet mod rusmidler.

 

Særligt om rusmidler, støtte og sanktioner

Elever, der overtræder skolens generelle regler om rusmidler, vil som udgangspunkt blive midlertidigt udelukket fra undervisningen med efterfølgende samtale om genoptagelse af skolegangen.

Ved bortvisning vil eleven (og forældre hvis eleven er under 18 år) altid blive indkaldt til en samtale med rektor, hvor elevens fremtid vil blive drøftet, herunder vil der blive tilbudt en vejledningssamtale med skolens studievejledere og en rusmiddelkonsulent.

Elever, der trods forsøg på hjælp fortsat misbruger rusmidler, vil blive bortvist permanent fra skolen.

Salg af rusmidler er ulovligt i henhold til dansk narkotikalovgivning og kan medføre øjeblikkelig og permanent bortvisning fra skolen samt politianmeldelse.