ENGELSK A • FRANSK A/SPANSK A/TYSK A • LATIN C

VERDENSSPROG OG LATIN

Denne studieretning er for dig, som har særlig interesse for engelsk, ét af de tre sprog fransk, spansk eller tysk samt latin. Du vil komme til at forstå og arbejde med den klare sammenhæng mellem moderne sprog og latin. Med engelsk og fransk/ spansk/ tysk bliver du i stand til at kommunikere med over halvdelen af verdens befolkning, og du vil kunne begå dig sprogligt i stort set hele verden.

Latin vil give dig en grundlæggende forståelse for sprog og grammatik, og du vil opdage at dette fag vil åbne døre for dig i de andre sprogfag. Det betyder også, at du vil dygtiggøre dig i engelsk og spansk, når du får grammatik og sætningsstrukturer foræret fra latin.

Vi vil beskæftige os med sprogenes forhold til en moderne globaliseret verden og dykke ned i politiske, historiske, litterære og kulturelle emner som fx køns-(u)lighed, metropoler/ bysamfund/storbyer, migration eller bæredygtighed.

Vi vil arbejde med et bredt udvalg af genrer, som kan være skrevne artikler og noveller eller multimodale tekster, film, billeder, podcasts og Ted Talks.